Følg os på Twitter
RSS feed
 husk mig
  • Format:
  • PlayStation 3, Xbox 360
  • Genre:
  • Action
  • Udvikler:
  • Sega
  • Distributør:
  • Pan Vision
  • Antal spillere:
  • 1
  • Aldersgrænse:
  • 16+
  • Premiere:
  • 2010-05-04

Iron Man 2


Ord: Kristian Dyg   Publiceret: 2010-05-11 13:59:17
| Mere

Der skal mere end en superhelt til at redde denne licensfiasko. Iron Man 2 er et gammeldags og uambitiøst projekt.

Fra tid til anden sker det hos de fleste computerspillere. En boble arbejder sig langsomt opad nede fra mavesækken, indtil den uundgåeligt lander i halspartiet og udsender et surt opstød imellem næsehårene. I væmmelse ryster man på hovedet for at jage fornemmelsen væk, men forgæves. Denne gang er det nemlig ikke et produkt af den fedtede burger, man jog indenbords for at dæmpe sine tømmermænd, men derimod en led eftersmag fra den virtuelle mavepumper, som kun filmbaserede spil kan producere. Iron Man 2 styrker mistanken om, at franchise-koen skal malkes så hårdt, at selv det tyndeste sprøjt, der kommer ud, må sælges.

 

Den hellige mission for denne type spil er at forlænge biografoplevelsen ved at føje yderligere til fortællingen eller frembringe følelsen af, at spilleren selv befinder sig i filmens univers. I forbindelse med denne udgivelse kunne det derfor være rigtig fedt at iføre sig Tony Starks attitude under endnu et eventyr i rollen som den moderne ridder, der har helt tjek på sin rød-gule jern-rustning. Efter flere timers selskab med tasterne er de dog stadigvæk bare af plastik, for den kejtede styring afspejles i metaldragten, som hverken er kvik eller fængslende i sine kluntede bevægelser.

 

Det er dog vedkommende, at historien tager over fra filmen. Et nyt våbenfirma er meget aggressivt i forsøget på at stjæle teknologien fra Stark Industries, hvilket giver Iron Man og War Machine en ny fjende at kæmpe imod. Det kaster en masse missioner af sig, i takt med at konflikten optrappes. Selv om handlingen virker holdbar i et Iron Man-univers, så bliver den eksekveret uden troværdighed, og årsagen hertil tager primært afsæt i den meget mangelfulde, tekniske præstation.

 

 

Det ville nemlig have klædt spillets fortælling, hvis den havde parret sig med det visuelle epos, som man kender fra filmen. Desværre hører det grafiske indtryk mere hjemme hos den sidste konsolgeneration, da en næsten synlig pixelering går hånd i hånd med karakterernes ikke-synkroniserede mundbevægelser. Dertil nager mistanken om, at lydeffekterne er indspillet af producerens teenage-knægt foran sin hjemme-pc ved hjælp af armprutter og en støvsugerslange.

 

Et lyspunkt i denne negative strøm er ganske vist, at flere skuespillere fra filmen har lagt stemmer til, så cadeau til Samuel L. Jackson og Don Cheadle for sætte et kvalitativt præg på denne titel-massakre. Jovist, selv den mest klatøjede læser er ikke i tvivl om, at boblen er begyndt at samle kræfter nede i mørket. For selv om gode spil ikke behøver at være elektroniske sidestykker til et Monet-maleri eller inspirere til et nyt lydanlæg, så må den audiovisuelle distance fra filmen være et nyt lavpunkt. Maskinen er jo en PlayStation 3, og året er 2010 - er det så meget forlangt med rimelig lyd, klare farver og ansigter der tilnærmelsesvist ligner karaktererne fra filmen?

 

Tilsyneladende er svaret, som altid indenfor filmbaserede spil, desværre ja. Der skal ikke forlanges så meget, når titlen skal presses ud på salgshylderne samtidig med biografpremieren. Det er lykkeligvis ikke ensbetydende med, at man skal finde sig i de sure opstød. Det anbefales i stedet, at man eksklusivt lægger vejen forbi det store lærred, hvor Tony Stark hverken minder om en animeret Lego-figur eller fremprovokerer kunstige tømmermænd.



millennium Skrevet 12 maj 2010 23:10

Svar | Citer
Hold da op - intetsigende anmeldelse af et intetsigende spil.

Så slet er spillet nu heller ikke, men problemet er blot at der ikke findes noget argument for at købe det. Markedet har jo mange andre bedre alternativer.

micanden Skrevet 13 maj 2010 12:12

Svar | Citer
Jeg er enig i anmelderens mening omkring "Iron man 2".Jeg har selv spillet den første ½ time og jeg er dybt skuffet,særligt over grafikken som ligner noget fra den forrige konsolgeneration(som anmelderen siger).Jeg købte spillet fordi jeg havde læst en engelsk anmeldelsen af spillet (den eneste anmeldelsen jeg kunne finde før spillet udkom),hvor anmelderen skrev at i forhold til 1'eren havde 2'eren finpudset nogen af de ting der var dårlige i 1'eren,efter anmelderens mening!
Er grafikken ikke dårlig på Xbox360 og PS3 fordi at "Iron man 2" er lavet til alle konsoller incl. WII,og at det så er WII's inddirekte skyld i den dårlige grafik?
I bund og grund er "Iron man 1" bare så meget bedre end 2'eren,både med styringen af Iron man og med hensyn til grafikken!


Annoncér | Redaktionen | Retningslinjer for hyped | Sikkerhed | Ophavsret
Partner med