Denne gang har den godt fat i den kretiske konge, Hyperion (Mickey Rourke), der sværger hævn over Olympens guder efter at have mistet kone og børn til sygdom. Hyperion er brutal og grusom, men besidder en rævs snilde og har intet ønske om at møde Zeus (Luke Evans) og dennes følge i åben kamp. I stedet udsøger han sig Epirus-buen, der ifølge myten kan knuse titanernes fængsel i Tartarus-bjerget og indlede krigen mellem titaner og guder på ny. På sin jagt skænder kongen oraklet Phaedras (Freida Pinto) tempel og tager hende og hendes kvindelige beskyttere til fange i håb om at få buens gemmested foræret.

Hyperions hær marcherer som en dødbringende græshoppesværm igennem Antikkens Grækenland og lægger byer øde, til de når en lille landsby ved havet. Her bor den unge Theseus (Henry Cavill) med sin mor, der ikke er ene om at se et lys i sønnen. Selveste Zeus våger over drengen i skikkelse af en gammel fårehyrde (John Hurt) og har tålmodigt oplært Theseus i sværdkamp gennem årene. Da Hyperion på brutal vis slår Theseus’ mor ihjel og sender ungersvenden på ophold i saltminerne, sættes skæbnens tandhjul for alvor i bevægelse. Theseus flygter sammen med Phaedra og tyven Stavros (Stephen Dorff), som han tager med sig i jagten på Hyperion. Den heltemodige græker opdager dog snart, at der er langt mere på spil end blot at slukke hans personlige hævntørst.

Immortals er storladen og fremragende fotograferet i en visuel stil, der overgår Zack Snyders alt andet end spartanske effektcirkus i macho-mesterværket, 300. Instruktør Tarsem Singh viderefører således arven fra Frank Millers blodige streger, men iblander samtidig mængder af den orientalisme og renæssance-æstetik, han selv har præsenteret i filmene The Cell og The Fall. Resultatet er intet mindre end betagende, og visse sceneskift er så udsøgt udført, at de bør danne skole inden for helteskildringer. At Singh ydermere formår at fremstille Olympens guder som lige dele mægtige naturkræfter og billedskønne, næsten menneskelige skabninger tjener ham ligeledes til ære.

Midt i det antikke effektfyrværkeri lades der dog kun beskeden plads til, at historie og karakterer kan udvikle sig henover de små to timer, filmen varer. Mickey Rourke får det optimale ud af sin rolle som snedig krigerkonge og sætter ubesværet 300-filmens Xerxes til vægs. Luke Evans og John Hurt er begge glimrende i deres portrættering af Zeus’ to skikkelser, lige som Henry Cavill gør det hæderligt som den heltemodige Theseus, skønt manuskriptets snærende bånd ikke giver ham mulighed for virkelig at folde sig ud. Indiske Freida Pinto er naturligvis mest med for at låne lidt feminin ynde og skønhed midt i volden, men det er alligevel ærgerligt, at oraklet Phaedra fremstilles så ensidigt viljeløs undervejs. Denne triste skæbne deler hun dog i høj grad med det øvrige ensemble af skuespillere, der kæmper for at give karaktererne kød og blod, mens Tarsem Singh effektivt berøver dem begge dele med lige dele drab og sceneskift.

Immortals ender som en billedskøn og barsk, men desværre også hul fortælling om heltemod og demonstrerer atter en gang nutidens filmmageres besvær med at puste liv i de oldgræske myter. Er du fan af 300 eller blot af blodsprøjtende kampscener i slowmotion, er der dog ingen vej udenom: Løs billet til biografmørket, læn dig tilbage i sædet og tag tæskene som en mand.

3 ud af 6 stjerner

1) Zombiefilm handler om mennesker.

2) Zombierne er ikke onde. Vi er.

3) Tålmodighed er en dyd.

Året er 2161, og takket være genmanipulation aldres klodens befolkning ikke længere efter deres 25-års fødselsdag. I stedet anvendes deres levetid som valuta, og da man efter sit første kvarte århundrede kun får et sølle leveår foræret, har incitamentet til at optjene tid aldrig været større. Naturligvis sidder overklassen på flæsket i disse Occupy-dage, og det internationale valutamarked bytter nu årtier i en brøkdel af et sekund. Samtidig er en ny bystruktur opstået, hvor landet inddeles i tidszoner, så de rige, nærmest udødelige mennesker adskilles fra middel- og underklassen. Jungleloven hersker dog overalt.

I den kriminalitetsramte ghetto, Dayton, møder vi fabriksarbejderen Will Salas (Justin Timberlake), der bor med sin jævnaldrende mor og bogstaveligt talt lever fra dag til dag. Under en fugtig aften i byen støder han ind i den mystiske Henry Hamilton, der efter 105 år på kloden er blevet træt af livet, skønt han stadig har over 100 år tilbage på kontoen – udtrykt i 13 selvlysende cifre med konstant nedtælling, som alle folk bærer på underarmen. Salas redder Hamilton fra den skumle gangster, Fortis (Alex Pettyfer), der er svært interesseret i en omgang timeshare, og som tak overfører Hamilton i smug sin formue af år til Salas, før han begår selvmord.

Uheldigvis når Salas ikke at dele sin nyvundne tid med moderen, der dør i hans arme. Samtidig er betjent Raymond Leon (Cillian Murphy) fra fremtidens politimyndighed, The Timekeepers, ikke overbevist om frivilligheden i handlen, og vor unge helt flygter mod rigmandsbydelen, New Greenwich, hvor han sværger hævn over det system, der gjorde ham forældreløs. Her møder han millionærarvingen Sylvia Weis (Amanda Seyfried), som keder sig bravt midt i udødeligheden, men fastholdes i sit gyldne bur af faderen, der selvfølgelig er leder af en af verdens rigeste banker. Salas tager frøken Weis som gidsel og kickstarter dermed en futuristisk menneskejagt med kærlighed, biljagter og bankrøverier.

Newzealandske Andrew Niccol har en forkærlighed for at parre science fiction med romantik, hvilket tidligere har resulteret i den flotte Gattaca, The Truman Show og middelgode S1m0ne. Popcharmøren Timberlake har ligeledes prøvet kræfter med genren i den håbløse rodebutik, Southland Tales, men det unge hug har tidligere bevist sine evner som skuespiller i Alpha Dog, The Social Network og senest Friends With Benefits. Med In Time er begge d’herrer på dybt vand, men popsangeren slipper bedst fra forsøget med en solid portrættering af slumstormeren Salas, som foruden sit fabriksarbejde er en habil skytte, kampsportsekspert, sprinter og ladies man, der naturligvis tager sig blændende ud i smoking. Virker det utroværdigt, at en tilfældig gadeknægt springer ud som en futuristisk Bond-klon? Bestemt, men det kan Timberlake ingenlunde lastes for.

In Time er fyldt til randen med logiske brister, der gør handlingen til en svær kamel at sluge for fans af science fiction, skønt dette publikum ellers er vant til at tillade en vis kunstnerisk frihed. Rodede rambukrøverier, ødipale forviklinger og en elastisk fremstilling af tiden er bare få eksempler på, at detaljen er aldeles glemt. Hverken actionpassagerne eller karakterskildringerne sidder i øjet, og man ærgres over, at alle andre end Salas portrætteres som papskiver, hvis indre motivation blæser for vinden. Selv Seyfried, nu med uklædelig kort frisure, optræder som en tegneserie-bimbo, mens talentfulde Cillian Murphy forhåbentlig fortryder den dag, han sagde ja til at spille stenansigt i Matrix-klæder. Dertil kommer en rodet klipning og et soundtrack, der klodset trakterer os med en hær af strygere, når det er på tide at føle medlidenhed med de stakkels hovedpersoner. Vi får således konstant pointerne hamret fast med filmiske syvtommersøm i et univers, hvor der kun eksisterer moderigtige nuancer af sort og hvidt, og det er alt for billigt sluppet.

In Time skæmmes i udpræget grad af sin klodsethed og dyrkelse af det banale. Skønt præmissen er ganske interessant, går man som sci-fi-fan ikke længe mæt efter at have forladt biografsalens mørke. Investér hellere din sparsomme tid andetsteds.

2 ud af 6 stjerner

Cliff Bleszinski, passioneret studiechef og certificeret gavflab, har et udpræget kendskab til interiøret i firmaets til dato største kassesucces, Gears of War. Han har en instinktiv tilgang til tandhjulene i det actionmonster, der siden 2006 har danset kinddans med Microsofts spillekonsol. Med lige dele barndomsminder og spilfavoritter i bagagen har han kontinuerligt finslebet fortællingen om militærbørsten Marcus Fenix – og han er tilsyneladende langt fra færdig med at imponere. Intet er ved at knække eller bøje i dette afsluttende kapitel.

Gears of War 3 – der når næsten bibelske proportioner i hænderne på fantasy-forfatteren Karen Traviss – begynder på COG-hærens udgave af Noahs ark, hvor resterne af militæret, forhutlede og uden egentlig strategi, gennemroder byruinerne efter proviant og ammunition. De er pressede på samtlige fronter. Uden lederskab og med både The Locust og den muterede Lambent-race på krigsstien, ser det sort ud.

Det er ikke før, Fenix’ far, en formodet død videnskabsmand, dukker op på en videooptagelse, at lykken ser ud til at vende for resterne af menneskeheden.

Traviss’ historie er et tapet, der klæder den bagvedliggende teknik gyseligt godt. Muskelsvulmende Marcus Fenix med centimetertyk elefanthud og en hage, Jay Leno ville være misundelig på, handler i stedet for at snakke historien ihjel. Hans bedste øjeblikke er ikke med munden på gled, men med fingeren på aftrækkeren – og det forstår forfatterinden så udmærket. Åbenlyse referencer til Pompejis tragiske skæbne, menneskets selvdestruktive natur og afhængigheden af fossile brændstoffer skubbes godt nok ind med et skohorn, men de er ikke andet end lettere misforstået støj i et spil, der altid er teknik frem for tematik.

På slagmarken og med kontrollen over Fenix eller en anden af COG-kumpanerne svælger Gears of War 3 i elegante designbeslutninger. Nye Lambent-fjender gør magelighedsskytter til forskræmte får, der ustandselig er nødt til at finde nye skjulesteder. Tempoet er tårnhøjt, men i perfekt balance med fortællingen der hele tiden skifter lokalitet og atmosfære, mens horder af Locust-soldater vælter ud gennem enhver tænkelig sprække. Det er en så forfinet og gennemprøvet rutine, at Epic Games, nærmest undskyldende, lader Fenix ytre: ”Aaannd, cue the reinforcements”, hver gang en ny bølge af fjender skyller ind over spilleren. Epics seneste spil er ikke nødvendigvis stor kunst, men det er forbløffende godt håndværk.

Langt mere kunstnerisk er til gengæld planeten Seras arkitektoniske underværker, der parrer det industrielle og østeuropæiske med Romerrigets kolonnader, buegange og basilikaer. Fenix’ rejse gennem små kystbyer med brostensgader og hemmelige laboratorier komplet med undergrundsbaner og smukke springvand gør Gears of War 3 til et mesterligt syn – ikke mindst når historien hen mod slutningen fordrer en langt mere farverig verden. Mens en satureret billedside vinder indpas i både spil- og filmbranchen, vender Epic hjem til industriens udgangspunkt: total farvemæthed.

Mens fortællingen buldrer og brager sig mod en forventelig afslutning fyldt med patos, er multiplayer-oplevelsen et overflødighedshorn af valgmuligheder. Bleszinski har skruet op for metronomen, men det gør kun dansen sjovere. Det minimale våbenudvalg, manglen på Kill- og Deathstreaks samt baneplaceringerne på de stærkere våben gør måske de indledende sekunder til et kapløb om de kraftfulde haglbøsser, men valget er uhyre bevidst. Færdigheder frem for tilfældigheder, synes spilhuset at proklamere.

Banerne, uanset spilmode, er desuden små mesterværker. Massive granitblokke, husvægge, trapper og udbrændte biler er placeret med millimeterpræcision, så cowboyduellerne får det optimale spændingsfelt. Team Deathmatch er tilgivende og uddeler et vist antal genfødsler til holdet, der presses gradvist mere med hvert mandefald. Denne løsning giver Gears-jomfruer muligheden for at blive indviet i Epics voldscirkus uden at skulle opleve det hele fra bænken. At gennemgå alle Gears of War 3s øvrige facetter er umuligt uden at oprette en lang checkliste. Seriens akolytter kender dem allerede; nyankomne er nødt til selv at navigere det blodrøde farvand for at opnå den fornødne indsigt.

Gears of War 3 er det naturlige slutpunkt for en serie, der drevet af teknik og berusende brutalitet har fundet vej til mere end 13 millioner hjem verden over. Det er evolution frem for revolution, teknik over tematik og underholdning frem for holdning. Men når de velsmurte tandhjul klikker på plads, og maskineriet snurrer, er det svært ikke at lade sig rive totalt med. Gears of War 3 er nådesløs underholdning i allerhøjeste gear.

5 ud af 6 stjerner

Når voksenlivet trænger sig på, spiller musikken – poeten Tue West i nye klæder

Man associerer ufrivilligt til Kim Larsens Dengang da jeg var lille (var der ingenting der var forbi). Ikke, at den kunstneriske sammenligning er entydig, men primært fordi Tue Wests nye udspil Ikke…Regulere…Mere er en klart defineret dedikation til voksenlivets formynderi og svære beslutninger. På albummet møder vi en kunstner, der gør op med dagligdagens trummerum, den visnende kærlighed og de forventninger, der ikke indfries. Med sin forholdsvis nye lyd, der ligger langt fra de to første albums Tue West og Meldingen Kommer fra henholdsvis 2003 og 2005 rammer West et bredere og mere modent publikum og dykker dybere ned i melankolien, når han spørger ”Hva’ kunne jeg have brugt ungdommen til?” og i flere tilfælde antyder, hvad fremtiden vil bringe, og hvilke valg han træffer.

Denne udgivelse har et generelt upbeat tempo kombineret med tunge tekster og farverige konstellationer af trommer, keyboard og et kor, der hæver niveauet. Specielt numrene Uendelig Lang Tid og Vi Lægger Ingenting i Dage bør fremhæves som tidens kommende ørehængere, da de har nogle af de værdier, både det unge og modne publikum vil lægge vægt på; nemme at tilgå og blive ved med at lytte til på grund af de instrumentale detaljer. Indtrykket er generelt, at West har ladet sig inspirere af forskellige kunstnere. Dette høres især i den islandske sang Feroin Út, hvis stemningsbillede har mere til fælles med det islandske artrock-orkester Sigur Rós end sproget.

Albummet, der udkom d. 7. november, er velproduceret, men kræver også opmærksomhed fra sin lytter. Tue West har dog denne gang turdet satse lidt mere, og det klæder musikken.

5 ud af 6 stjerner

 En konstellation med potentiale

Albumaktuelle Tue West har samlet et orkester, der tæller vokal Claus Funch, som med sin dybe klang løfter repertoiret, og engelske Emma Fleming, der med sin fløjlsbløde stemme supplerer Funchs tyngde og Wests falset godt. De har hver især en solid musikalsk baggrund. Claus Funch udgav i 2006 albummet My Love Demon med bandet Funch, hvis rødder lå i det fynske musikmiljø. Det opløstes i 2007. Emma Fleming har sunget på gaden i blandt andet Barcelona, og West blev mange danskeres kæledægge i 2003 med pladen Tue West, der blandt andre indeholdt ørehængerne En sang om kærlighed og Hun er fri.

Tue West udforsker det engelske sprog med en fængende, men til tider ujævn lyrik, som hjælpes på vej af Funch. Eftertænksomheden fremstår dermed en smule mere skæv og metaforpræget, hvilket særligt fornemmes i Killing Time og Solitary Wannabe. Singlen All I Have Been Doing er et pophit, der holder – igen primært på grund af samspillet mellem Funch og Flemmings vokaler. Den instrumentale platform er grundlæggende baseret på fremtrædende trommer og en let akustisk guitar. Desuden leges der med electronica på Music ’Til The End. Disse elementer ligger langt fra den countrygenre, projektet oprindeligt skulle have bevæget sig indenfor.

Are There Any People Around Here er et anderledes og stemningsfuldt udspil, der imidlertid ville vinde en del på en tydeligere rød tråd i tekst og melodi. Manglen på konsekvens forpurrer helheden, men debuten er absolut en interessant udgivelse med kvaliteter, der lover godt for den næste plade.

4 ud af 6 stjerner

Fravalget er blevet belønnet af det taknemmelige ”brede” biografpublikum, der gerne sluger enorme plotkameler for halvanden times eksplosiv eskapisme, men degenereret er den filmiske superheltestamme nu alligevel, hvilket fans af tegneserierne utallige gange har gjort opmærksom på. Løsningen ligger heldigvis lige for: Som i biologien må man returnere til DNA’ets udgangspunkt, til kernen i fortællingen om disse overmennesker.

Præcis dette har den britiske instruktør Matthew Vaughn (Kick-Ass) valgt at gøre i origins-fortællingen X-Men: First Class, der går helt tilbage til rødderne i Marvels højt elskede mutantunivers og ender som en smuk, uforfalsket hyldest til både heltefiguren og dens nødvendige modsætning. First Class overgår dermed selv Bryan Singers originale X-Men-film, som i år 2000 gav superheltene deres store comeback i Hollywood. Væk er dog Patrick Stewart og Sir Ian McKellen, der i rollerne som hhv. Professor X og Magneto har været grundpiller i genrens genfødsel. Et modigt, men også nødvendigt valg til en handling, der mest udspiller sig under Den Kolde Krigs højdepunkt: Cubakrisen i 1962.

Forinden får vi en introduktion til de to unge mænd i midten af konflikten, Charles Xavier (McAvoy) og Erik Lehnsherr (Fassbender), der vokser op under vidt forskellige vilkår. Den videnskabeligt interesserede Charles fører en privilegeret tilværelse i England, hvor han skjuler sine telepatiske mutantkræfter og samtidig fungerer som beskytter for den smukke kamæleonpige, Raven Darkholme (Lawrence). Erik er derimod barn under nazismens åg, hvor han som jøde bliver ført i koncentrationslejr og berøvet sin mor, da hans magnetiske kræfter pludselig manifesterer sig. Den hovedansvarlige for forbrydelserne mod Erik er den mystiske Dr. Schmidt (Bacon), som nærer en forkærlighed for genetik og rummer et yderst sadistisk væsen.

Erik overlever behandlingen og sværger hævn over manden, der – med hans egne ord – har gjort ham til Frankensteins monster. Samtidig modtager Charles sin doktorgrad og bliver kontaktet af CIA-agenten, Moira MacTaggert (Rose Byrne), som har gjort sine egne erfaringer med mutanter under overvågning af den gådefulde Hellfire Club. Under ledelse af skønheden Emma Frost (Jones) og den ondskabsfulde Sebastian Shaw, der engang var KZ-lejrens Dr. Schmidt, synes klubben opsat på at udløse en atomkrig, og den amerikanske efterretningstjeneste vælger at bekæmpe mutanter med mutanter. Hermed mødes den plagede Erik og den optimistiske Charles, og deres venskab formes og sættes på prøve i jagten på den fælles fjende. Resten er ganske vist historie, men hvilken én!

Det fremgår tydeligt, at Bryan Singer har været medskaber af fortællingen og set den som en mulighed for at binde knude på de mange løse ender, der efterhånden er opstået i filmserien. Handlingen er klassisk X-Men og relativt komprimeret trods en spilletid på lidt over to timer, og med de historiske omgivelser og et klart fokus på personskildringen læner den sig snarere op ad de gamle agentfilm end nutidens tomme action-kalorier. Der er respektfulde nik til de øvrige X-Men-film, James Bond, Watchmen og et utal af andre inspirationskilder samt smagfulde montager, der låner humoristiske åndehuller til en ellers mørk historie.

Special effects rummer filmen naturligvis i rigt mål, men heldigvis ligger de under for ensemblet af mutanter anført af Charles og Erik. Særligt Fassbender leverer en pragtpræstation i rollen som manden, der ultimativt bliver til Magneto, men også McAvoy har stor ære af sin fremstilling af den kommende Professor X. Begge rummer lys og mørke og masser af facetter, der gør dem lige så dødelige, som deres kræfter gør dem udødelige. Mens den ene kæmper for ikke at blive et monster i sin jagt på monstret, har den anden på egen krop oplevet menneskets ypperste kapacitet for ondskab og ser ingen mulig forsoning med racen. Trods uenigheden om mål og midler rummer venskabet en atmosfære af identifikation og gensidig respekt – også selvom man fornemmer den uundgåelige kollision, der kræves for at skabe X-Men og Mutanternes broderskab.

De to hovedpersoner får fin støtte til opgaven af et ensemble af biroller, der bringer det bedste (og værste) frem i dem – ikke mindst Bacons Shaw-figur. Herudover lyser særligt January Jones op som den vampede diamant-telepat, Emma Frost, mens de yngre udgaver af Mystique og Beast rummer den perfekte balance af ungdommens sårbarhed og styrke.

Filmen kan ikke sige sig fri for en smule tomgang undervejs, og ikke alle dens løsninger er lige elegante, hvilket nok vil få de mest hardcore tegneseriefans til at vrisse. Det har de nu ingen grund til, for med X-Men: First Class får superheltegenren en tiltrængt dosis human DNA. Ironisk, at en film om mutanter lykkes så godt ved netop at være menneskelig.

5 ud af 6 stjerner

Men hvor både bog- og filmbranchen i årevis har ladet deres værker gennemsyre af sociale kommentarer, halter spilfabrikkerne stadig efter. Romeros beske syn på forbrugersamfundet og Brooks’ kritik af inkompetente regeringer og amerikansk isolationisme har ingen ligemand i spilland.

Og dog. Polske Techland har måske ufrivilligt fat i noget med Dead Island. Hvem ved, måske er tropeøens kvinder – en samling seksualiserede dukker med silikonebryster – et angreb på plastikkirurgiens skønhedsidealer. Imens kan slaraffenlandet af penge, drikkevarer og ubrugeligt skrammel tolkes som en kritik af det vestlige samfunds massive overforbrug.

Techland har dog næppe været bevidste om disse underliggende temaer, da de giver dig kontrollen over en af tropeøen Banois fire overlevende, smider en paddel i hænderne på dig og lader dit klichefyldte alter ego gå løs på sandstrandens inficerede turister. What you see is what you get, synes polakkerne ret hurtigt at stadfæste. I løbet af ingen tid har du forvandlet ferieparadiset til landgangen på Omaha Beach. Endnu en dag på jobbet som overlevende i en udsigtsløs verden.

Efterhånden som stranden udskiftes med højlandets asfalterede veje, benzinstationer, barer og azurblå swimmingpools, erstattes din trofaste paddel af jernrør, boldtræ, dykkerknive og økser. Henrettelsesmønsteret forbliver dog det samme: du svinger, rammer (eller misser totalt takket være et upræcist sigte) og løber så videre. Ikke engang udhusenes arbejdsbænke, der lader dig opgradere dine håndvåben, gør livet på øen synderligt anderledes. Et boldtræ med pigge afslutter naturligvis hurtigere udfaldet, men det bliver aldrig sjovere eller mere udfordrende.

Historien, serveret i usikre CG-sekvenser, er en sidebemærkning i Dead Island. Øens mange hektarer, overstrøet med bilvrag, blodrøde pools og forladte tankstationer rummer masser af skæbner, men de passeres i forbifarten, mens du i bedste Buster Oregon Mortensen-stil cykler frem og tilbage mellem overlevende med ligegyldigt ragelse. Selv under dommedag er der åbenbart brug for et cykelbud.

Spillets bedste øjeblikke er, tragisk nok, de utallige knæk i programmeringen, der gør det muligt at drille den underliggende kode. Biler pløjer gennem vægge og ender på taget af forretninger, levende døde sidder fast i vegetation og bliver hjælpeløse ofre for dine svageste våben. Imens slår grådig indsamling af alskens ligegyldigheder bunden ud af spillets økonomi. Et par timer med Techlands ubalancerede rodebutik viser blot, hvor behersket og balanceret mere erfarne studier som Bioware, Rockstar og Bethesda forvalter både frihed og muligheder.

Dead Island er et kludetæppe af lånte ideer og inspirationskilder, der savner et mere personligt grundmønster. Øens åbne vidder er fremragende, men en ældgammel grafisk motor og tydeligt genbrug af både figurer og aktiver smadrer for det meste den illusoriske fornemmelse af frygt og nysgerrighed, der møjsommeligt opbygges. Dead Island er hjernedød underholdning – men af de helt forkerte grunde.

2 ud af 6 stjerner

Læs flere anmeldelser af spil, film og musik i Hyped #4, der er tilgængelig på App Store nu. 

Mål og delmål er sløjfet i forsøget på at opnå en zenbuddhistisk tilstand af indre velvære. Din halsende komet svæver hvileløst afsted, mens du med en enkelt pegefinger giver den en stjerne at kredse om. Et spring videre kræver endnu et tryk på en anden stjerne – og sådan bliver Kometen egentlig ved. Efterhånden som du støder på planeterne, indtegnes de på de kosmiske kort, men uden en fanfare eller en pointhøst. Der er ingen achievements, ingen highscore.

Kometen er skabt med vandfarve på papir af Niklas Åkerblad, der også har suppleret alle animationer, et fnuglet lyddesign og et skønt tilbagelænet soundtrack. Som førstegangs oplevelse er det svenske iPad-projekt både modigt og anderledes, men det har svært ved at fascinere efter gentagne afslapningsseancer.

3 ud af 6 stjerner

Indrømmet: Jeg har det meget, meget svært ved nutidens undervisningsforlag. Modsat legetøjsbranchen, så har skolebøgerne ikke rigtigt opdaget, at børnenes interesser flytter sig. Børn er lysår forud forrige generationer. Trolde og talende dyr er skiftet ud med ninjaer og frådende zombier. En udvikling som udviklerne bag Pixelline bare ikke har opdaget, for den lyshårede og politisk korrekte pige, der løser opgaver i Cirkus Bølle, er komplet tabt bag en skolebus.

Men en dansk app fra Space Time Foam har opdaget hullet i markedet – for hvis man skal have børn til at interessere sig for indlæring, så brug dog børnenes retorik. Matemaslik opdagede jeg ved et tilfælde i AppStore på iPad. Det vækker børnenes nysgerrighed med sin grove og politisk ukorrekte tone – og er måske også en offensiv mod nul-sukker-kulturen der har spredt sig blandt barselsmødrene.

Basalt set er det et regneprogram med plus, minus, gange og dividere. Visualiseringen af tallene er slik, som en person spiser når regnestykket er løst. Men der er et indbygget drive: Des hurtigere børnene løser regnestykker, des sjovere bliver det. Personen bliver rød i øjnene, får slimet mund, hoster slikket op og ender med at falde om af sukker-chok. Sidst uddeles point, som vises visuelt med f.eks. biller, radioer rustne cykler eller andre sort-komiske objekter.

Det er ikke dybt, men har en styrke i sin simplicitet. Børn kan tælle de svævende slikstykker og gruppere dem, så tråden mellem tal og objekter tydeliggøres. Det gør det nemmere at forstå logikken med gange og dividere. Der tælles højt med dansk tale, når man trykker på slikket. Man kan blande regnestykkerne og justere sværhedsgraden i forhold til alderstrin. Matemaslik er ikke udpræget dikterende, eller sætter børn i skruestikken hvis de ikke kan overkomme opgaven, men motiverer børnene via nutidig humor og et eksplorativt forhold til tal. Faglighed kommer bedst ind gennem lyst, ikke gammel-pædagogisk tvang.

Matemaslik er ganske enkelt det mest opløftende skoleprogram, der findes i AppStore. Jeg håber de også har et bogstav-program i pipeline.

AppStore Matemaslik