





- Format:
- PlayStation 3, PC, Xbox 360
- Genre:
- Platform, Action
- Udvikler:
- Krome Studios
- Distributør:
- Activision
- Antal spillere:
- 1-2
- Aldersgrænse:
- 12+
- Premiere:
- 2009-10-23
Lego Star Wars The Complete Saga
Mini Ninjas
G-Force
Star Wars: The Clone Wars - Republic Heroes
| Ord: Jeppe Eikhardt Publiceret: 2010-01-31 22:58:24 |
George Lucas' herlige mælkevejsfortælling lider den elegante død i hænderne på det australske spilhus, Krome Studios. Republic Heroes føles ufærdigt og usammenhængende.
Det er svært ikke at opdage teaterkulisserne i Republic Heroes efter ganske få minutter. Uelegant animationshåndværk, kantede figurer og et utåleligt stemmeskuespil besværliggør en overbevisende genkomst af den mælkevejsfortælling, mange af os er vokset op med. Nok er The Clone Wars tilegnet et væsentligt yngre og mere actionkrævende publikum, der ikke har det fjerneste imod at ofre en række detaljer i jagten på lyssværdsdueller og millimeterpræcise hop, men Republic Heroes er nærmest selvudslettende.
Det skyldes først og fremmest den horrible styring, der hverken er konsekvent eller veludført. At guide enten Anakin Skywalker, hans padawan-lærling Ahsoka Tano eller de masseproducerede Stormtroopers gennem landskaberne kræver ikke bare fingerfærdighed, men også en enorm tålmodighed. Alle bevægelser udføres nemlig med et tilsyneladende usynligt roulettesystem, der enten sender dig sikkert fra platform til platform eller direkte ned i afgrunden. For at bløde op på denne forseelse er alle spilfigurer udstyret med lysende cirkler under sig, noget der åbenbart skulle redde den katastrofale styring – det sker bare aldrig. Republic Heroes er bemærkelsesværdigt ringe og efterlod både børnepanelet og de voksende spillere foran fladskærmen i dyb frustration.

Samtidig er Republic Heroes blottet for engagement. Historien er trist, dårligt fortalt og udelukkende holdt på engelsk, hvilket efterlod børnepanelet uden mulighed for at følge med i fortællingen. Det er et visionsløst, kedeligt og alt for traditionelt actionspil, Krome Studios har formået at lave, og det selvom det indeholder masser af robotter, drabelige lyssværddueller og en del gamle kendinge. Spillet læner sig nemlig op af spilklicheer så gamle og gennemtærskede, at de ikke burde indlemmes i interaktiv underholdning længere.
Hvor Travellers Tales med Lego Star Wars formåede at skabe en sammenhæng mellem historien, licensen og børns utrættelige lyst til at indsamle nye spilfigurer, våben og udstyr, kopierer Krome Studios ideen uden at vide, hvad den skal bruges til. Resultatet er forventet: En samling ligegyldige objekter, der ikke forbedrer spiloplevelsen og som aldrig driver børnene til dybere udforskning. Desuden efterlader banedesignet alt at ønske mht. alternative ruter og muligheder.
Star Wars: The Clone Wars – Republic Heroes er et typisk licensspil. Et af den slags, hvor de største udgifter til produktionen har været til advokater, licensejere og marketingfolk. Imens håndteres George Lucas' herlige univers kejtet, ja nærmest med en bragende ligegyldighed overfor forlægget og forbrugerne, det så desperat prøver at indfange.

Jeg kan rigtig godt lide Star Wars-serien på fjernsynet, men den er ikke sjov at spille. Man falder hele tiden ned fra alt, det er umuligt at komme op på robotterne - og jeg forstår ikke, hvad de siger.
At slås med lyssværd er sjovt, men jeg synes, at det er kedeligt i det her spil. Og når man skal hoppe, er det faktisk meget svært. Jeg gider ikke spille Star Wars en anden gang.






