Mens zombiefans går og tørster efter mere krams fra AMCs tv-serie ”The Walking Dead”, kan vi kaste blikket tilbage og se hvad der gjorde første sæson så pokkers vellykket.
1) Zombiefilm handler om mennesker.
Mange af George A. Romeos oprindelige intentioner med zombier gik tabt i eftertiden. Da genindspilningen af “Dawn of the Dead” ramte os 2004, blev vi også introduceret for noget nyt: Løbende zombier der som frådende vilddyr jagtede de levende. Sådan blev alt vores frygt kanaliseret hen mod zombierne. Men det er forkert. Frygten skulle faktisk komme fra os selv. Hele konceptet med Romeros ”Night of the Living Dead” var at skildre hvor primitivt og stupidt mennesket er, og hvor socialt amputerede vi opfører os. Zombier løber ikke. De vandrer langsomt, og er reelt ikke farlige fordi vi nemt kan slippe væk. Eneste problem er blot: Menneskets interne strid svækker den sunde dømmekraft. Frygten gør os til tumper. Zombierne er blot en katalysator for vores dumhed. ”The Walking Dead” genfinder disse kvaliteter. Størstedelen af seriens konflikter sker ikke mellem mennesker og zombier, men kun mellem mennesker. Zombiegenren er ikke en så meget en gyser, men en skeptisk historie om inhumanitet, tabt morale og konsekvenserne ved utilitarisme.
2) Zombierne er ikke onde. Vi er.
Jeg erkender: De ser heller ikke rare ud. Men serien starter med at beskrive zombierne som svækkede sjæle fanget i deres egen drift. Politimanden, Rick, møder den halve zombie, som slæber sig gennem parken. Og selv med en grumt, fordærvet ansigt og tarmene hængene efter sig, formå serien at skildre denne zombie som situationens offer. Den kan intet udrette. Senere møder han Morgan, vis tidligere kone nu vandrer blandt de døde foran huset. Morgan har chancen for at slukke hendes lidelse med en riffel, men kan ikke, for i kikkertsigtet ligner hun blot en handlingslammet stakkel. Nutidens øvrige zombiefilm tøver ikke et sekund med at dæmonisere zombierne og gøre dem til inhumane, blodtørstige bæster. ”The Walking Dead” værner om et væsentligt budskab: Zombier var mennesker, tidligere ægtefæller og familiemedlemmer. Ikke personificeringen af ondskab.
3) Tålmodighed er en dyd.
Bruckheimers serie “CSI” satte standarden for en moderne fast-food seriekultur. Kameraeffekter og klipning bragede derudaf i et hidtil uset højt tempo. Seriens succes affødte en trend, for pludselig skulle alle serieproducenter gøre det samme. Det kunne ikke gå hurtigt nok i kampen om seertallet. ”The Walking Dead” kunne have valgt samme vej, men satser moneterne og vender kategorisk ryggen til trenden. Seriens univers er nærmest implosiv i sit udtryk. Lange kameravandringer, minimalistiske kompositioner, rolige dialoger, øredøvende stilhed og tid til eftertanke. Zombieangreb og flugtscener fylder en promille af den samlede spilletid. Serien tager et rask skridt væk fra tv-kulturens blodrus, og repræsenterer derved et sceneskift i æterens formsprog. Tak for det.
God artikel
En god zombiefilm (eller serie) handler ikke nødvendigvis om zombie-overload hele tiden i Resident Evil stil, men nok mere om at de er en faktor der hele tiden kan vende op og ned på alt.
Genren hylder “Palle alene i verden” temaet på bedste vis, krydret med lidt horror og “jorden er giftig” (en lille rift eller bid og du er færdig).
TWD rammer plet på mange punkter og samlet set er det helt fortjent, at den er en af de største seriesucces’er på Amerikansk kabel-tv nogensinde (den sendes ikke på mainstream-kanalerne)