Anmeldelse: Immortals

Den oldgræske poet Homer indleder heltekvadet Iliaden med en bøn til musen Kalliope, der gennem rhapsoderne, datidens barder, berettede vidt og bredt om guder og heltes gerninger. Homer beder hende synge om vreden, der greb halvguden Achilleus og endte med at afgøre den trojanske krig, og sandelig om ikke denne altopslugende vrede er på spil igen!

Denne gang har den godt fat i den kretiske konge, Hyperion (Mickey Rourke), der sværger hævn over Olympens guder efter at have mistet kone og børn til sygdom. Hyperion er brutal og grusom, men besidder en rævs snilde og har intet ønske om at møde Zeus (Luke Evans) og dennes følge i åben kamp. I stedet udsøger han sig Epirus-buen, der ifølge myten kan knuse titanernes fængsel i Tartarus-bjerget og indlede krigen mellem titaner og guder på ny. På sin jagt skænder kongen oraklet Phaedras (Freida Pinto) tempel og tager hende og hendes kvindelige beskyttere til fange i håb om at få buens gemmested foræret.

Hyperions hær marcherer som en dødbringende græshoppesværm igennem Antikkens Grækenland og lægger byer øde, til de når en lille landsby ved havet. Her bor den unge Theseus (Henry Cavill) med sin mor, der ikke er ene om at se et lys i sønnen. Selveste Zeus våger over drengen i skikkelse af en gammel fårehyrde (John Hurt) og har tålmodigt oplært Theseus i sværdkamp gennem årene. Da Hyperion på brutal vis slår Theseus’ mor ihjel og sender ungersvenden på ophold i saltminerne, sættes skæbnens tandhjul for alvor i bevægelse. Theseus flygter sammen med Phaedra og tyven Stavros (Stephen Dorff), som han tager med sig i jagten på Hyperion. Den heltemodige græker opdager dog snart, at der er langt mere på spil end blot at slukke hans personlige hævntørst.

Immortals er storladen og fremragende fotograferet i en visuel stil, der overgår Zack Snyders alt andet end spartanske effektcirkus i macho-mesterværket, 300. Instruktør Tarsem Singh viderefører således arven fra Frank Millers blodige streger, men iblander samtidig mængder af den orientalisme og renæssance-æstetik, han selv har præsenteret i filmene The Cell og The Fall. Resultatet er intet mindre end betagende, og visse sceneskift er så udsøgt udført, at de bør danne skole inden for helteskildringer. At Singh ydermere formår at fremstille Olympens guder som lige dele mægtige naturkræfter og billedskønne, næsten menneskelige skabninger tjener ham ligeledes til ære.

Midt i det antikke effektfyrværkeri lades der dog kun beskeden plads til, at historie og karakterer kan udvikle sig henover de små to timer, filmen varer. Mickey Rourke får det optimale ud af sin rolle som snedig krigerkonge og sætter ubesværet 300-filmens Xerxes til vægs. Luke Evans og John Hurt er begge glimrende i deres portrættering af Zeus’ to skikkelser, lige som Henry Cavill gør det hæderligt som den heltemodige Theseus, skønt manuskriptets snærende bånd ikke giver ham mulighed for virkelig at folde sig ud. Indiske Freida Pinto er naturligvis mest med for at låne lidt feminin ynde og skønhed midt i volden, men det er alligevel ærgerligt, at oraklet Phaedra fremstilles så ensidigt viljeløs undervejs. Denne triste skæbne deler hun dog i høj grad med det øvrige ensemble af skuespillere, der kæmper for at give karaktererne kød og blod, mens Tarsem Singh effektivt berøver dem begge dele med lige dele drab og sceneskift.

Immortals ender som en billedskøn og barsk, men desværre også hul fortælling om heltemod og demonstrerer atter en gang nutidens filmmageres besvær med at puste liv i de oldgræske myter. Er du fan af 300 eller blot af blodsprøjtende kampscener i slowmotion, er der dog ingen vej udenom: Løs billet til biografmørket, læn dig tilbage i sædet og tag tæskene som en mand.

3 ud af 6 stjerner