”Holder du tingene åbne, eller prøver du at forlænge en fortælling eller en række figurer, ender de med at knække – og hvis ikke det, så i hvert fald med at bøje.” Tv-serieskaberen David Simon har fat i noget væsentligt: Figurer, fantasiverdener og fortællinger kan kun tåle så meget, før de forfalder til blege gentagelser og åbenlyse ligegyldigheder.
Cliff Bleszinski, passioneret studiechef og certificeret gavflab, har et udpræget kendskab til interiøret i firmaets til dato største kassesucces, Gears of War. Han har en instinktiv tilgang til tandhjulene i det actionmonster, der siden 2006 har danset kinddans med Microsofts spillekonsol. Med lige dele barndomsminder og spilfavoritter i bagagen har han kontinuerligt finslebet fortællingen om militærbørsten Marcus Fenix – og han er tilsyneladende langt fra færdig med at imponere. Intet er ved at knække eller bøje i dette afsluttende kapitel.
Gears of War 3 – der når næsten bibelske proportioner i hænderne på fantasy-forfatteren Karen Traviss – begynder på COG-hærens udgave af Noahs ark, hvor resterne af militæret, forhutlede og uden egentlig strategi, gennemroder byruinerne efter proviant og ammunition. De er pressede på samtlige fronter. Uden lederskab og med både The Locust og den muterede Lambent-race på krigsstien, ser det sort ud.
Det er ikke før, Fenix’ far, en formodet død videnskabsmand, dukker op på en videooptagelse, at lykken ser ud til at vende for resterne af menneskeheden.
Traviss’ historie er et tapet, der klæder den bagvedliggende teknik gyseligt godt. Muskelsvulmende Marcus Fenix med centimetertyk elefanthud og en hage, Jay Leno ville være misundelig på, handler i stedet for at snakke historien ihjel. Hans bedste øjeblikke er ikke med munden på gled, men med fingeren på aftrækkeren – og det forstår forfatterinden så udmærket. Åbenlyse referencer til Pompejis tragiske skæbne, menneskets selvdestruktive natur og afhængigheden af fossile brændstoffer skubbes godt nok ind med et skohorn, men de er ikke andet end lettere misforstået støj i et spil, der altid er teknik frem for tematik.
På slagmarken og med kontrollen over Fenix eller en anden af COG-kumpanerne svælger Gears of War 3 i elegante designbeslutninger. Nye Lambent-fjender gør magelighedsskytter til forskræmte får, der ustandselig er nødt til at finde nye skjulesteder. Tempoet er tårnhøjt, men i perfekt balance med fortællingen der hele tiden skifter lokalitet og atmosfære, mens horder af Locust-soldater vælter ud gennem enhver tænkelig sprække. Det er en så forfinet og gennemprøvet rutine, at Epic Games, nærmest undskyldende, lader Fenix ytre: ”Aaannd, cue the reinforcements”, hver gang en ny bølge af fjender skyller ind over spilleren. Epics seneste spil er ikke nødvendigvis stor kunst, men det er forbløffende godt håndværk.
Langt mere kunstnerisk er til gengæld planeten Seras arkitektoniske underværker, der parrer det industrielle og østeuropæiske med Romerrigets kolonnader, buegange og basilikaer. Fenix’ rejse gennem små kystbyer med brostensgader og hemmelige laboratorier komplet med undergrundsbaner og smukke springvand gør Gears of War 3 til et mesterligt syn – ikke mindst når historien hen mod slutningen fordrer en langt mere farverig verden. Mens en satureret billedside vinder indpas i både spil- og filmbranchen, vender Epic hjem til industriens udgangspunkt: total farvemæthed.
Mens fortællingen buldrer og brager sig mod en forventelig afslutning fyldt med patos, er multiplayer-oplevelsen et overflødighedshorn af valgmuligheder. Bleszinski har skruet op for metronomen, men det gør kun dansen sjovere. Det minimale våbenudvalg, manglen på Kill- og Deathstreaks samt baneplaceringerne på de stærkere våben gør måske de indledende sekunder til et kapløb om de kraftfulde haglbøsser, men valget er uhyre bevidst. Færdigheder frem for tilfældigheder, synes spilhuset at proklamere.
Banerne, uanset spilmode, er desuden små mesterværker. Massive granitblokke, husvægge, trapper og udbrændte biler er placeret med millimeterpræcision, så cowboyduellerne får det optimale spændingsfelt. Team Deathmatch er tilgivende og uddeler et vist antal genfødsler til holdet, der presses gradvist mere med hvert mandefald. Denne løsning giver Gears-jomfruer muligheden for at blive indviet i Epics voldscirkus uden at skulle opleve det hele fra bænken. At gennemgå alle Gears of War 3s øvrige facetter er umuligt uden at oprette en lang checkliste. Seriens akolytter kender dem allerede; nyankomne er nødt til selv at navigere det blodrøde farvand for at opnå den fornødne indsigt.
Gears of War 3 er det naturlige slutpunkt for en serie, der drevet af teknik og berusende brutalitet har fundet vej til mere end 13 millioner hjem verden over. Det er evolution frem for revolution, teknik over tematik og underholdning frem for holdning. Men når de velsmurte tandhjul klikker på plads, og maskineriet snurrer, er det svært ikke at lade sig rive totalt med. Gears of War 3 er nådesløs underholdning i allerhøjeste gear.
5 ud af 6 stjerner