De amerikanske tv- og kabelselskaber har alt: komedie-, science fiction-, spændings- og krimiserier. Der findes serier om det overnaturlige, om retsmedicinere, seriemordere og skibbrudne. Fortællinger om politibetjente, præsidentfruer og universitetskor. Men ingen af dem vender vrangen ud på Amerika, ingen af dem går dybere end et par spadestik. Der er ikke plads til USAs parallelsamfund på sendefladen. Alle ved, at hele befolkningsgrupper sakker bagud, men ingen vil røre ved det – i hvert fald ikke på tv. Det er Amerikas skyggeside, resultatet af en fejlslagen politik, der har skabt enorme kløfter mellem rig og fattig.
The Wire, David Simons store gennembrud på amerikansk tv, både turde og gjorde alt det, som de andre ikke ville pille ved. Med en baggrund i kriminaljournalistik og tolv år bag skrivebordet på The Baltimore Sun så Simons mere end de fleste. Oplevelserne blev kanaliseret ud i både bogen Homicide: A Year on the Killing Streets samt den anmelderroste HBO-miniserie, The Corner. Et projekt, der igen blev inspirationen til den fem sæsoner lange kriminalfortælling, The Wire.
Og måske er kriminalfortælling end ikke dækkende, for hvor andre tv-serier kredser om seriemordere, retsmedicinere og afdankede kriminalassistenter, tegnede The Wire et øjebliksbillede af det USA, der ikke er plads til, når det økonomiske godstog tordner derudad, og de privilegerede jagter den amerikanske drøm.
Serien havde premiere d. 2. juni 2002 i USA og løb over skærmen for sidste gang d. 9. marts 2008. Fem sæsoner, hver med deres tematiske nedslagskrater, oprullede historier om alt fra salget af narko i ghettoerne til Baltimores korrupte havnesystem over byens politikere, til bureaukratiet, det fallerede skolesystem og til sidst medierne. Det var en socialpolitisk kanon, som de færreste nok havde regnet med, ville blive hængende på sendefladen – inklusiv Simon selv:
”Jeg var chokeret over, at vi overhovedet fik lov til at fortsætte”, sagde en ærlig David Simon i et interview med WRNNs Andrew Whiteman og forklarede endvidere: ”Serien havde en meget kompliceret dynamik; det var ikke et projekt, der fungerede godt som casual-serie – og de amerikanske seere er om noget en nation af casual-seere. Vi var nødt til at træne dem i at absorbere historien på en helt ny måde, og jeg havde ingen fornemmelse af, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre. Jeg har ikke andet end respekt overfor HBO, der valgte at have tillid til os i så mange år.”
Men tilliden strakte sig længere end til blot at forny projektet med flere sæsoner, efterhånden som seerskaren voksede. Hverken Simon eller medforfatter, Ed Burns, var uddannede manuskriptforfattere, da tv-kanalen HBO skrev kontrakt med makkerparret. Det samme gjorde sig gældende for resten af forfatterholdet: ”Hvis der er noget, der gør The Wire anderledes end alle de andre seriedramaer derude, så er det, at forfatterne ikke kom fra tv-branchen. Ingen af os voksede op med en drøm om at nå til Hollywood for at skrive enten en tv-serie eller en film. Ed Burns var politibetjent, før han blev skolelærer. Der var også journalister på holdet, forfattere af bøger, ja endda forfattere af teaterstykker. Alle startede et helt andet sted.”
Den særlige pulje af kreative forfattere gav sig udslag i en tv-serie, der var alt andet end letfordøjelig. The Wire pacede ikke historierne frem, men gav i stedet de mange figurer plads til at vokse og udvikle sig. Der var ingen skelen til publikumsreaktioner eller seertal efter hver sæson. Historien stod som mejslet i granit. David Simon forklarede det således i et interview til Vice Magazine: ”Vi arbejdede aldrig ud fra det synspunkt. Vores helt centrale spørgsmål var altid ‘Hvad skal vi bruge 12 timers sendetid til at fortælle om? Hvad er vores budskab?’ Det var en journalistisk impuls. Den kom fra forfatterholdet, der i en udstrakt grad bestod af journalister og bogforfattere. Fra folk, der arbejdede indenfor meget realistiske rammer, et sted hvor research betyder alt. Folk som Pelecanos, Price og Lehane.”
The Wire fungerede dog også som et åbent sår, idet serien i detaljer beskrev det systematiske svigt af Amerikas fattige underklasse, den akutte mangel på ærlige politikere og politistyrkens snævre fokus på kriminalitetsstatistikker frem for egentligt politiarbejde – et regelsæt iværksat af politikere og politichefer, der havde mere travlt med at blive genvalgt end at gøre en egentlig forskel. Ikke engang skolesystemet var helligt, hvilket resulterede i både vrede og skuffede tv-seere, der slet ikke var vant til at se en af Amerikas store eksportvarer, tv-underholdning, tegne et så trøstesløst billede af USA.
Men Simon, der hverken vil kaldes kommunist eller pladdersocialist, fastholdte sine synspunkter og seriens skildring af Amerika på det respekterede PBS-program, The Journal, hvor han i selskab af værten Bill Moyers forklarede sine bevæggrunde således: ”Når du rapporterer fra gaden, ser du sammenhængene. Du ser alle de ting, der ikke nødvendigvis ender i bøgerne eller aviserne. Alt hænger sammen. Fra skolesystemet til den hjørnekultur, der udspiller sig i ghettoerne over forældrerollen og til manglen på meningsfyldt arbejde. The Wire er historien om det Amerika, der blev efterladt i krybesporet.”
Et af de helt centrale temaer i The Wire er mennesket mod systemet. David Simon mener at kunne se en tydelig undertrykkelse af det enkelte individ i forhold til staten og de mange institutioner, som styres efter rigide bureaukratiske regler og forestillinger. Vi er nået frem til en forvaltning af mennesker ud fra systemer og ikke en række systemer baseret på menneskelige behov: ”De fleste misbrugere ender i et misbrug på grund af både personlige og interpersonelle problemer, men også på grund af systemet. De mennesker er systemets affald. Vi har ikke brug for 10-15 % af borgerne i dette land. Slet ikke dem, der er overladt til sig selv, som ikke har fået en ordentlig uddannelse på grund af et falleret skolesystem og som slet ikke er forberedt på teknokratiet bag den moderne økonomi. Vi lader som om, vi uddanner dem, vi lader som om, vi er interesserede, men det er vi i virkeligheden ikke. Og det budskab har de forstået.”
David Simon er heller ikke bange for at lægge sig ud med sit tidligere bagland, USAs aviser og tv-medier – en, branche han bestemt ikke mener lever op til sine forpligtigelser, og som han mener syltes af pengeliderlige chefer. Dette handler The Wires afsluttede sæson om. Her tegner serien et billede af branchen som værende styret af annoncer, politiske agendaer og en evig jagt på Pulitzer-priser. Det er en branche, der er holdt op med at stille det centrale spørgsmål ”Hvorfor?”. David Simon forklarer: ”Vores slutsats var, at selv den højeste standard indenfor journalistik var blevet mindre ambitiøs i løbet af de seneste ti år. Branchen var blevet mindre interesseret i at se nærmere på systemsvigtet og på at spille spørgsmålet; hvorfor? Uden et ‘hvorfor er tingene på denne måde?’ er journalistik nærmest ikke engang en disciplin for voksne mennesker. Hvem, hvor og hvordan kan selv en nogenlunde begavet 14-årig finde ud af at besvare. Hvorfor, er det spørgsmål, der gør det voksent.”
Til trods for The Wires manglende seersucces (set i forhold til eksempelvis Lost eller Dexter) og en begrænset høst af priser, efterlod serien et tomrum hos den faste skare, der havde håbet, at enten HBO eller David Simon ville fortsætte fortællingerne fra gaderne i Baltimore. Men det var aldrig planen, forklarede Simon i interviewet til The Journal: ”Jeg har forladt The Wire-universet. Det har haft sine fem år. Historier, der har en begyndelse, en midte og en slutning, er de eneste, der kan kaldes historier. Og holder du tingene åbne eller prøver du at forlænge en fortælling eller en række figurer, ender de med at knække, og hvis ikke det, så i hvert fald med at bøje.”
Derfor er David Simons nye tv-serie også noget helt andet, både i tone og geografi. Treme handler ikke om politibetjente, narkosælgere eller korrupte politibetjente i Baltimore, men om borgerne i New Orleans i kølvandet på orkanen Katrina. Efter første sæson har modtagelsen af Simons serie været blandet. Flere har været ude med riven efter seriens historie. ”Der sker for lidt”, skrev en anmelder, mens en anden kaldte den for ”kedsommelig.” Dette rører dog ikke Simon, der nægter at forfalde til Hollywoods fortællerstandarder: ”Jeg er slet ikke enig. Men man bør ikke fælde dom, før man har set, hvor de forskellige figurer havner, og hvad rejsen har betydet. Det er ikke sådan, at serien mangler en historie. Hvad, den måske mangler, er de liv og død-øjeblikke, som alle andre serier i dag er centreret omkring. Vejes historien i Treme op mod pistoler, voldtægter, vilde biljagter, folk der havner på hospitalet og læger, der forsøger at redde deres liv, så måske. Men det er den slags standarder, der ikke interesserer mig. Jeg er ikke interesseret i at fortælle en historie, der er en løgn.”
—————————————
The Corner (2000)
David Simon og Ed Burns’ miniserie, The Corner, havde amerikansk tv-premiere d. 16. april 2000. Serien er bygget over bogen The Corner: A Year on the Life of an Inner-City Neighborhood. Den handler om en fattig familie i West Baltimore, der forsøger at overleve i et samfund, hvor kriminalitet er den eneste levevej.
The Wire (2002-2008)
Fem sæsoner, mere end 3.500 minutters underholdning. David Simon og Ed Burns’ Baltimore-kanon hører til blandt de bedste amerikanske tv-serier nogensinde. Hver sæson fokuserer på et nyt område i Baltimore, men alle fortællingerne hører sammen og samles fornemt op til sidst. Flere aviser og magasiner kalder serien ”det bedste tv-drama nogensinde.”
Generation Kill (2008)
Skrevet af Rolling Stone-journalisten, Evan Wright, og adapteret af David Simon til tv-kanalen HBO. Generation Kill er en fortælling om de amerikanske soldaters kamp i Irak. Seriens udtryk minder meget om The Hurt Locker og den danske dokumentarfilm, Armadillo. Serien havde premiere på amerikansk tv d. 13. juli 2008.
Treme (2010)
David Simons seneste tv-serie er Treme, en fortælling om en række musikere, kokke, Mardi Gras-indianere og helt almindelige borgere i New Orleans i kølvandet på orkanen Katrina. Serien blev første gang sendt på amerikansk tv d. 11. april 2010. Første sæson blev udsendt i Danmark d. 26. april 2011.