Året er 1979. Det er langt over sengetid da et mindre filmhold bestående af 6 skoleelever befinder sig ved en afsidesliggende togstation i den lille by, Lillian. Over skulderen på drengen Cary hænger rygsækken med filmruller og fyrværkeri, på jorden står smalfilmskameraet klar til optagelse, og politisønnen Joel Lamb lægger sminke på sit livs måske første kærlighed, den lidt ældre Alice. Som en ung og naiv udgave af Orson Welles er den energiske Charles i færd med at lave en zombiefilm – en film, som potentielt kan deltage i den årlige skolefilmfestival, Super 8. Da et tog som ved et trylleslag dukker op i horisonten, ser Charles chancen for at få lidt ekstra produktionsværdi ind i optagelserne og beordrer til, at der skal filmes. Hvad, der skulle have været en rørende scene mellem en detektiv og hans kone, ender dog i en af de mest mindeværdige togulykker i Hollywoods historie.
Super 8 er navnet på J.J. Abrams’ seneste film og refererer symbolsk til den type filmrulle både han og filmens producer Steven Spielberg anvendte, da de som børn øvede sig i at mestre filmkunsten. Det er da også soleklart, hvorfra Lost-skaberen Abrams har fundet sin inspiration til netop dette projekt. Visse billeder skriger næsten E.T., hvorimod andre nænsomt låner ideer fra klassikere som Stand By Me og Goonierne. Et fællestræk for inspirationskilderne, udover Spielberg selv, findes i børnene, uskylden og nysgerrigheden – en treenighed, som Super 8 formår at udnytte til noget nær perfektion i kraft af et formidabelt hold unge skuespillere.
Børnene overlever mirakuløst togulykken, men det går hurtigt op for dem, at toget indeholder en mystisk hemmelighed, hvilket får flokken til at love hinanden ikke at røbe noget om deres tilstedeværelse, da ulykken skete. Hemmeligheden er dog langt større, end de selv aner. Et mystisk og farligt væsen er sluppet løs, byen Lillian bliver invaderet af militæret uden advarsel, og midt i hele suppedasen står Joels ellers så handlekraftige enefar, Jackson Lamb, uden at ane sine levende råd. Alt imens ligger Joels mors dødsulykke tre måneder forinden endnu som en tung skygge over hele byen.
J.J. Abrams spiller mildest talt på alle genretangenter undervejs i Super 8, men formår på magisk vis at omdanne en tilsyneladende endeløs strøm af klicheer, nostalgi og computereffekter til en uforglemmelig filmisk symfoni. I en tid, hvor Hollywoods effektmonster for længst har slugt den gode fortælling, beviser Super 8, at man sagtens kan blæse og have mel i munden. For selv når monsteret brøler på sit allerhøjeste, handler det hele i sidste ende om en lille gruppe børn der, på trods af personlige mål og genstridigheder, vil lave en zombiefilm.
Med en finale, der i al sin simpelhed og skønhed medførte kuldegysninger og en nostalgisk klump i halsen hos undertegnede, fuldender Abrams sin indtil videre bedste film – en film, hvis eneste hage er dens indforståede og utydelige titel. Det er dog en skønhedsfejl af mikroskopiske dimensioner, for der er ikke blot tale om et af de bedste biografeventyr denne sommer; Super 8 er et fortryllende lille mesterværk med klassikerpotentiale.
6 ud af 6 stjerner
Jamen hov, det lyder da som en skjult lille perle her i sommerperioden. Den skal helt afgjort ses, når tiden tillader det.
Så den i fredags, og kunne sådan set godt lide den. Alligevel er det også en film, der smager for meget af at være Spielberg / J.J. Abrams’ leflen for alle de klassiske dyder: small town americana, en bunke skæve unger, monstre, et tykt lag feelgood-stemning og en lettere moraliserede historie.
Men jeg gik ikke skuffet ud – om end armene heller ikke kom i vejret.
hvorfor kører manden ind på skinderne