Når spil ikke fylder mere end en halv time af DRs kulturinstitution Troldspejlet, og anmeldelser af dem i øvrigt holdes på blot et par minutter på TV2s Go’ Morgen Danmark-program, giver det et ret tydeligt billede af deres kulturelle værdi. Eller rettere: det giver et fint billede af, hvad tilrettelæggerne og de generelle beslutningstagere mener om computerspil.
Tendensen er ret tydelig. Danish Game Awards blev nærmest forbigået i stilhed – i hvert fald af alt andet end de magasiner og sites, der kunne pryde sig med et mediepartner-badge – og på DR2-programmet Smagsdommerne gik al snak om et af Danmarks mest betydningsfulde spil gennem tiderne, Limbo, op i tekniske spidsfindigheder eller apatisk fnysen over selve mediet. En af anmelderne havde ikke orket at spille det 5-6 timer lange spil til ende, en anden havde sat sin søn til det. De få gange hvor panelets sidste deltager, Bo Kampman Walther kom til orde – i øvrigt med en række glimrende observationer – druknede han nærmest i havet af kultursnobber, der tydeligvis så spil som andenrangs underholdning.
Den mediemæssige mishandling af spil har jeg dog levet med i årevis, så det kommer ikke bag på mig, at selv store kulturpersonligheder og lødige programmer kan have svært ved at omfavne spilindustriens kulturelle indspark. Men når symptomerne spreder sig til vores skoler, middagsselskaber og måden, hvorpå børn generelt må være sammen i fritiden, så grænser det til en form for spilteknologisk angst, der bunder i ren uvidenhed eller bare et indædt ønske om ikke at forstå underholdningsformen.
F.eks. er det ikke uvant, at skoler og DUS-ordninger har en underlig og sjældent logisk tilgang til det at spille computerspil i fritidsordningen. For mens fodboldbanens kommende landsholdsstjerner snildt kan sparke læderklatten frem og tilbage i halve og hele dage, så reguleres computerspil efter rigide tabeller, der ikke tager højde for det enkelte spils dybde eller udformning – og som altid grunder i én ting: spil avler passivitet og er antisociale. Med den salgs tankehat på er det svært at se spil finde sin kulturelle og sociale plads blandt Kalaha, bordtennis eller rundbold.
Ved middagsselskaberne, selv hvor hele langbordet består af granvoksne mænd og kvinder, er problemet det samme. Her konverseres der rask væk om Daniel Aggers skade, interiøret i den nye Fiat 500 eller Susanne Biers Oscar-vindende spillefilm, Hævnen – men så snart spil nævnes, skules der underligt til de fremmødte, og det til trods for at stort set alle hjem, jeg kommer i, enten har en Wii, PlayStation 3 eller Xbox 360 plantet under fladskærmen. En kæreste til en af de fyre, jeg faldt i snak med, gik endda så langt som at hive fat i os på trappen for kort at fortælle ”at det var uhøfligt at snakke om spil, når man nu befandt sig til en fest.” Logikken bag udtalelsen siger mere om kæresten end de par fyre, der havde fundet sammen for enden af bordet, godt i gang med at snakke spilkreativitet og nytænkning på iPad.
Computerspil er stadig præget af fordomme om, hvad de i virkeligheden er, og hvor meget de fylder i det kulturelle rum, og på Hyped giver vi den slags manglende accept og forståelse et klart modsvar i form af en intelligent, konstant udfordrende dækning, der forhåbentlig er med til at nuancere billedet en smule. Velkommen til aprilnummeret af Hyped, hvor vi tager underholdning seriøst.
Har bedt Politikens kulturchef om at lægge din artikel op.
–> Simon
Tusind tak, men lov mig også at sprede ordet til venner og andre spilfrustrerede entusiaster, som også føler, at der ikke er plads til netop deres hobby i de mange kultursammenhænge.
Det er det hemmelige emne, det man ikke må snakke om, eller indrømme man bruger tid på.. Minder mig lidt om papir rollespil i tidernes morgen..
Sublimt “oprop” til kultursnobberiet.
Computerspils rolle som ‘emne non grata’ beror først og fremmest på at mediet som sådan i stor grad stadig hænger fast i sin tidlige barndom som masseunderholdnings medie udtrykt gennem (antaget) asocialiserende consoller og ikke i høj nok grad endnu er blevet IRL interaktivt.
Det vi ser nu er at computerspil og det at bruge tid på dem bliver opfattet som kunstform af udøverne (screen captures af gameplay ER en voksende genre af online kunst) – so says Leroy Jenkins.
Men der er en kæmpe generationskløft, selvfølgelig, og en kunstig barriere mellem computerspil og det offentlige uddanelsessytem, som er blevet opretholdt til dels af 1) den generation af lærere, som aldrig har spillet og som kun langsomt adapter ny teknologi ind i undervisningen; 2) forlagsbranchen, som producerer stadigt nye lærerbøger i en form for hyperaktive dødskramper og 3) det absurde og anakronistiske faktum som den Nationale Kanon er.
Alle disse faktorer er på retur og computerspil bliver det medie som reformerer vores kunst- og uddannelsesindustrier, ligesom det allerede har reformeret (og revolutioneret) vores sociale samværsformer. Hvor længe vi endnu skal vente på denne udvikling afhænger blandt andet af hvor mange af os der er ‘in game’ som formår at gå i meningsfyldt dialog med velmenende, men dogmatiske bagstræbere.
“En kæreste til en af de fyre, jeg faldt i snak med, gik endda så langt som at hive fat i os på trappen for kort at fortælle “at det var uhøfligt at snakke om spil, når man nu befandt sig til en fest”.”
Sikke da en sur krampe
Lige det dér med middagsselskaberne har jeg svært ved at nikke genkendende til – jeg har oplevet spil som et helt “kosher” samtaleemne, omend i den nørdede ende, på linje med rollespil, tegneserier og Battlestar Galactica – men det afhænger givetvis af de kredse, man færdes i. Og i en tid med galopperende fedmeepidemi er det helt okay for mig, at mine ungerne aktiveres fysisk, omend lige præcis Kalaha selvfølgelig ikke er et hak bedre end FIFA.
Dér, hvor jeg sagtens kan finde fælles fodslag med dine betragtninger, Thomas, er i den mere generelle og overordnede betragtning om, at nogle kulturformer betragtes som finere og dermed mere “newsworthy” end andre. Jeg mener dog, spillenes aktuelle status har sine årsager og langt hen ad vejen er selvforskyldt.
I spilkredse er der dem, der er hurtige til at udråbe spil til kunst. Spil i al almindelighed, som jeg forstår det. Men selv hvis man ser bort fra den udfordring, at spil (digitale såvel som analoge) i al almindelighed typisk ikke betragtes som kunst – måske af beduggede fodboldfans, men ellers ikke – så bliver det svært at overbevise en midaldrende kulturskribent om, at DiRT 3, Crysis 2 eller Topspin 4 skulle være store kunstværker. God underholdning, bestemt, men kunst? Ingen af de spil udviser nogen som helst aspirationer i dén retning, så at læse dem som sådan ville give meget lidt mening.
Hvis games skal stige i graderne som kulturprodukter betragtet, så kræver det, at der bliver lavet flere spil med en selvforståelse som Limbos – mange flere. Spil, der tager chancer, spil, der har noget på hjertet, spil, der ikke bare vil appellere til flest mulige, men også gerne vil pege på deres egen anderledeshed og sige: Se, hvor arty-farty, vi er. Vel findes der den slags spil, men de er få, spredte og ikke forenede af en fælles selvforståelse og gennemslagskraft, der gør det tydeligt for journalisterne, at hér sker der noget nyt, som ikke bare er nogle nørder med vilde idéer.
Hvorfor er en festival som Cannes så populær blandt film- og pressefolk, selvom filmene, der vinder, meget sjældent er dem, der får biografernes og filmproducenternes regnskaber til at gå i nul? Fordi den er ét stort udstillingsvindue for idéen om “filmen-som-kunst”, der forlener hele branchen med en legitimitet, der får selv sure kramper til at snakke film ved middagsbordet – med god samvittighed.
Dén legitimitet er god for business, og det ved filmbranchen – men ved computerspilsbranchen det? Hvis de gør, handler de ikke på det, og i dén forstand er computerspillenes lavstatus selvforskyldt.
–> Erik
Bloggen er som sådan ikke et udtryk for, at spil nødvendigvis skal betragtes som kunst, men blot at de bør sidestilles med andre underholdningsformer som musik, film, bøger, teater osv.
Der er en vis berøringsangst hos de etablerede medier, når det kommer til at skrive og behandle spil som en del af kulturpaletten. De skal nemlig tit ”overbevises” om at spil er værd at skrive om, og spillene skal tit være højpandede og ”ville noget mere…” Men samme krav stilles slet ikke til biograffilm, bøger eller musik, der sagtens kan være opstået i en kønsløs pølsemaskine, men som alligevel stadig får spalteplads. Ene og alene fordi underholdningsformen er accepteret.
Spil som kunst er for mig en lidt anden snak, hvor jeg er nødt til at give dig ret: den overvejende del af spilindustrien er selv skyld i den lavstatus den har. Jeg giver bl.a. et par grunde til dette (dog uden at diskutere kunst/ikke kunst) i denne tidligere blog: http://www.hyped.nu/2011/03/rul-den-r%C3%B8de-l%C3%B8ber-ind/
Tak for et godt indlæg.
Selv tak
Jeg er helt enig i, at “Fast Five” (eller whatever) ikke er mere kunst end “L.A. Noire” (eller whatever). Men pointen, som forhåbentlig gemte sig et eller andet sted i mine rablerier, var, at filmmediet som helhed profiterer af, at der findes “kunstneriske lokomotiver” (på Cannes-festivalen og andetsteds) som gavner hele mediets omdømme. Det samme gør sig gældende med de øvrige kulturformer, du nævner, men kun i meget begrænset omfang med spil.
Kunstnerisk ambitiøse spil udgør en forsvindende lille minoritet, og spilbranchen investerer slet ikke nok i at bruge den slags produktioner som en løftestang i forhold til at vinde mainstream-anerkendelse, hverken i forhold til at skabe spillene, markedsføre dem eller anerkende dem med prisuddelinger og så videre.
Smagsdommerne er “kultursnobbere” som føler sig højt hævet over den gemene hob!
Programmet kunne med lethed sendes søndag morgen kl. o6.00, da ikke andre end de selv ser det!